Forside > Om BEV > Historie

Historie

PDF Print E-mail

Den først lov omkring emnet bevaring af bygninger for eftertiden, kom i 1918 og var den første bygningsfredningslov. Loven havde til formål at beskytte ”Bygninger eller Bygningsdele, som har kunstnerisk eller historisk værdi og tillige som regel er over 100 Aar gamle.”
 

I første omgang omhandlede loven kun de fredede bygninger og der var primært tale om nationale monumenter og kulturskatte. Disse blev inddelt i to kategorier. A, for bygninger hvis værdi måtte siges at være så fremragende at deres nedrivning, forvanskning eller vanrøgt ville medføre en betydelig mindskning af nationens kulturskatte. B, for bygninger, der var mindre fremragende, men hvis bevaring dog var af væsentlig betydning.

 

hvdingegaard hj.jpg

 

Grundlaget for loven var en lang debat om at værne og sikre de bygninger i landet, der var med til at skabe den danske identitet og nationalfølelse. Med andre ord, bygninger om hvilke det kan siges, at forsvinder de, vil det være uopretteligt for Danmark som et fælles samfund. Et af de store stridsspørgsmål forud for loven var, om den ville overtræde Grundlovens §73, den private ejendomsrets ukrænkelighed.
Ville samfundet fratage ejere af fredede bygninger deres fulde ejendomsret, ved at pålægge dem forskellige restriktioner og begrænsninger?
Derudover var der spørgsmålet om økonomi; hvem skulle betale for evt. meromkostninger i forbindelse med bevaring? Hvor mange penge ville det kunne forsvares at samfundet brugte på dette felt og hvor mange skulle den enkelte ejer forpligte sig for.
 

Denne første lov betød at ejerne skulle spørge om lov inden nedrivning eller omfattende arbejder og tillige følge de råd, der blev stillet op af Det særlige bygningssyn. Hvis man ikke ønskede eller kunne efterkomme de krav, kunne man kræve at staten overtog bygningen. Hvis staten ikke ville eller ønskede det, så kunne ejeren forsætte de oprindelige planer.
Som ejer ville man i forbindelse med sin fredning få at vide hvilke elementer der var fredet og hvordan man skulle forholde sig til dette.
 

I 1977 blev loven revideret således at de bevaringsværdige bygninger blev skrevet ind under kommunernes ledelse i Planloven. Samtidig forsvandt opdelingen af de fredede bygninger i A og B klasse. Nogle B klasse fredninger blev opløftet til A, dvs. de blev ved med at være fredede og andre blev affredet, så de kom til at høre ind under de bevaringsværdige bygninger.

Billede30.jpg Omkring 1900 i bygningsbevaringens barndom, handlede bevaringsindsatsen mest om at forhindre nedrivning af bygningerne eller på anden måde ødelæggelse i forbindelse med manglende vedligehold. Mange af de problemer der kæmpes med i dag omkring fredede og bevaringsværdige bygninger, med hensyn til materialer og håndværksmæssig kunden var ikke på samme måde til stede dengang.

Men den økonomiske diskussion har ikke ændret sig og det har diskussionen om ejendomsretten heller ikke. Det er derfor det er nødvendigt med foreninger som Bevaringsværdige Bygninger og Bygnings Frednings Foreningen (BYFO).
 

Foreningen Bevaringsværdige Bygninger (BEV) blev oprettet i 1999, som et forsøg på at samle ejerne af de bevaringsværdige bygninger på samme måde som ejerne af de fredede bygninger i mange år har været samlet under BYFO. Der findes mange lokale bevaringsforeninger rundt om i landet, der gør et unik og stort arbejde for bevaring af bygninger og kulturhistorie. BEV arbejder målrettet for, gennem et godt samarbejde med de lokale foreninger, embedsmænd og politikere at skabe et solidt fundament for ejerne af de bevaringsværdige bygninger.

 

Til toppen
 

Borgergade 111, 1300 København K, Telefon: 3122 3298, Fax: 4557 1011, e-mail: sekretariat@bev.dk